Jeg bruger min krop til at vise vej og min position som flokfører. Hvis de kommer for tæt på med stor energi, så vender jeg mig væk eller løfter måske benet op og skubber dem væk – som en hundemor – og som hunde gør over for hinanden for at undgå konfrontation. At skubbe dem væk, stoppe dem med kroppens energi frem for stemmen virker bedst – for den hævede stemme fortolkes let som om jeg er ophidset. Det smitter hurtigt til hele flokken, så det er min opgave at bevare roen.
Hvis en af mine hundegæster ikke føler sig helt tryg eller den ikke har så god kontakt med den dag, beholder jeg den i snor. Måske er den ikke helt tryg endnu, fordi den er ny gæst. Andre gange kan det være en af de selvstændige racer, som prøver mig af. Så kommer den i snor lidt. Tanken er at give alle hunde en chance for at lære nyt, at udvikle sig. Derfor udfordrer jeg dem og giver dem hele tiden mulighed for at tilpasse sig.
Stiller krav til hundene
I min kontakt med hundene stiller jeg krav og forventninger til dem. Jeg udfordrer dem – tror på at de kan udvikle sig. Hører jeg om et problem med en af hundegæsterne hjemme, så arbejder jeg også med det inden for mine rammer. Og hvis der er noget, jeg kan samarbejde med hundens ejer om, så kan det nogle gange give hunden nye muligheder for at udvikle sig. Men jeg kan ikke påtage mig at træne hundene som sådan. Det er ikke muligt, når man har en hel flok med.
Bruger ikke mange ord og råber sjældent. Når jeg gør det, så gør det stort indtryk på hundene. Så det gemmer jeg til nødsituationer. Hvis jeg vurderer, at der er fare på færde, hæver jeg stemmen, så hunden standser i situationen. Så kan vi sammen komme væk fra en potentielt farlig situation.
Min tilgang er kraftigt inspireret af Jan Fennels principper om Ulvesprog, som også hundelytteren Cesar Millan (fra tv-programmet Dog Whisperer) bruger. At vise hvem der er fører, giver hundene ro til bare at være hunde.